Danmark har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i Europa. Det danske kønsopdelte arbejdsmarked kommer til udtryk i mænd og kvinders valg af uddannelse, karrierevalg og muligheder for karriereudvikling.
Konsekvenserne af et så kønsopdelt arbejdsmarked er, at knappe ressourcer ikke udnyttes optimalt, og at risikoen for, at der opstår mangel på arbejdskraft og skævt fordelt ledighed forhøjes. På arbejdsmarkedet er det især de virksomheder og sektorer, der arbejder inden for fagområder, som tiltrækker det ene køn mere end det andet, der har alvorlig mangel på arbejdskraft.
Med rapporten præsenterer vi et samlet vidensgrundlag, som skal skabe det nødvendige bagtæppe for handling og den systemiske forandring, der skal til, for et arbejdsmarked, hvor alt talent bliver bragt i spil, med fokus på bredere og mere lige uddannelses- og karrieremuligheder for den enkelte.
Denne rapport er udarbejdet som led i projektet ’Det kønnede uddannelsesvalg – viden og handling til understøttelse af et mindre kønsopdelt uddannelsessystem’.
