En ny regering bør gøre op med de kønnede uddannelsesvalg

Kommentar af Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS

Danmark har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Problemet er velkendt. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at vende udviklingen, og det er en ny regering nødt til at undersøge nærmere

Kvinder arbejder i den offentlige sektor som sygeplejersker, mænd er håndværkere ansat i private virksomheder. Et lidt karikeret udsagn, men ikke desto mindre et ret præcist billede af virkeligheden

Danmark har nemlig et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i Europa. En væsentlig årsag er, at unge mænd og kvinder fortsat vælger uddannelse i hver sin retning.

Mænd dominerer især tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, mens kvinder fylder langt størstedelen af pladserne på social-, sundheds- og velfærdsuddannelser. Samtidig har næsten halvdelen af de videregående uddannelser en kønsbalance, hvor ét køn udgør mindst tre fjerdedele af de studerende.

Og konsekvenserne er til at få øje på. Med så kønsopdelte uddannelsesvalg får vi både en skæv fordeling af talent og en mere snæver rekrutteringsbase til centrale samfundsopgaver. Det gælder både i velfærdsfagene og i de tekniske og naturvidenskabelige områder, hvor behovet for specialiseret arbejdskraft forventes at stige i de kommende år.

Med et nyt regeringsgrundlag i vente har politikerne bag et klart momentum til at ændre på det. Det kræver, at vi i stedet for at beklage status quo retter blikket mod, hvad der rent faktisk kan få udviklingen til at vende.

Mønstrene opstår tidligt

Forskning viser , at kønnede uddannelsesvalg opstår længe før det tidspunkt, hvor unge skal vælge uddannelse. Valgene formes gradvist gennem barndom og ungdom, hvor interesser udvikles i samspil med de forventninger, man som dreng eller pige møder i sine omgivelser.

Mange unge overvejer i dag slet ikke uddannelser, hvor deres eget køn er i mindretal. Frygten for at skille sig ud eller møde negative forventninger kan være nok til at afholde dem fra at søge i en bestemt retning. Derfor reproduceres og forstærkes mønstrene over tid.

I de senere år er der blevet igangsat en række mindre initiativer, der skal udfordre kønnede uddannelsesvalg. Nogle arbejder med rollemodeller, der synliggør nye karriereveje for børn og unge. Andre udvikler undervisningsforløb eller arbejder med uddannelsesvejledning og netværk for studerende fra det underrepræsenterede køn.

Erfaringerne tyder på, at sådanne indsatser kan have positive effekter på den korte bane. Men vi ved stadig relativt lidt om, hvilke indsatser der kan påvirke unges uddannelsesvalg på den helt store klinge. Vi har nemlig stort set kun viden fra kortvarige, projektbaserede initiativer og kampagner i Danmark.

Tre spor for fremtidens indsatser

I Tænketanken Equalis har vi netop udgivet en rapport om, hvad der skal til for at gøre visionerne om et mindre kønsopdelt arbejdsmarked til virkelighed i de kommende årtier. Her anbefaler vi en kommende regering at forfølge tre spor:

For det første er der behov for at styrke vidensgrundlaget på de områder, hvor forskning og erfaringer i dag er begrænsede. Det gælder især i forhold til mænd i velfærdsfagene og kvinder i visse erhvervsfag. Uden mere viden om barrierer og motivationer i disse fag er det svært at udvikle indsatser, der faktisk virker.

For det andet er der behov for mere systematisk brug af data og vidensdeling på tværs af projekter og organisationer. Mange aktører arbejder allerede med indsatser på området, men erfaringerne samles sjældent på en måde, der gør det muligt at identificere fælles læring.

For det tredje er der behov for mere langsigtede og sammenhængende indsatser. Kønnede uddannelsesvalg opstår ikke ét sted i uddannelsessystemet, men i flere led. Interesser formes tidligt, uddannelsesvalg træffes senere, og studiemiljøer og arbejdskultur spiller en rolle for både fastholdelse og trivsel.

Skal vi for alvor ændre udviklingen, kræver det ikke kun flere initiativer, men også mere systematisk viden, mere langsigtede indsatser og et styrket samarbejde mellem flere aktører - fra skoler og vejledere til uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Først da kan vi skabe et uddannelsessystem – og et arbejdsmarked – hvor alle talenter bringes i spil.

Bragt i Information